Området har fået helt nye stisystemer, belysning, beplantning og aktivitetsområde med blandt andet en helt ny padeltennisbane.

1. marts 2021 rullede maskinerne for første gang ind i Jennumparken for at give udearealerne nyt liv. Halvandet år efter er maskinerne rullet ud igen, og de efterlader sig et væsentligt anderledes boligområde, der er blevet åbnet mere op med nye opholds- og aktivitetsområder, øget belysning, nye stiforbindelser og mere varieret beplantning. Via infrastrukturprojektet er Jennumparken også smeltet mere sammen med Nordre Fælled, hvor den vilde natur bliver lukket ind i boligområderne.

Projektet er finansieret af Landsbyggefonden og blev i foråret 2020 godkendt af beboerne i de berørte boligafdelinger. Bygherrerne bag projektet er boligorganisationerne Lejerbo Randers og Møllevænget & Storgaarden.

»Resultatet er helt fantastisk. Hele projektet har været meget velovervejet, og beboerne er utroligt glade for de nye stiforbindelser, buske og især mængden af belysning, der alt sammen er med til at gøre det til et rart sted at være, også når det er mørkt. Vi har haft et godt samarbejde hele vejen rundt, med entreprenører, rådgivere og kommunen – og ikke mindst beboerne,« siger bestyrelsesformand i Møllevænget & Storgaarden, Preben Søndergaard, i en pressemeddelelse.

For alle

I det nye centrale aktivitetsområde i Jennumparken er der bygget en padeltennisbane, multibane og pannabane, som er en lille rund, boldbane, samt udendørs fitness og parkour.

Padeltennisbanen vil kunne bookes via et online bookingsystem af både beboere og ikke-beboere, for at understøtte projektets formål, at åbne op for omverden og byde indenfor.

Beboerne i området har i processen inden infrastrukturprojektets start, givet udtryk for et ønske om at øge trafiksikkerheden på de offentlige veje i området. Randers Kommune har derfor indsnævret kørebanen på Gl. Jennumvej, lagt nyt fortov langs Garnisonsvej, samt udført foranstaltninger, der skal gøre krydsene Flyvervej/Garnisonsvej og Husarvej/Garnisonsvej mere sikre.

Den officielle indvielse finder sted lørdag den 22. april kl. 14-17. Programmet for indvielsen følger i foråret.