Fra valgløfte til virkelighed: Når »respekt for naboerne« ender som tom klimaretorik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Udviklingen af solceller på land skal ske i respekt for naboerne«

Det var et valgløfte, der flittigt blev proklameret af hele den politiske palette ved kommunalvalget i november 2025, og nu har det ramt Christiansborg. For der er folketingsvalg, og fortællingen om den grønne omstilling og god borgerinddragelse smuldrer.

Påstanden om, at et solcelleprojekt resulterer i lokal økonomisk vækst, arbejdspladser og hjemmelavet, grøn strøm, er ikke i trit med virkeligheden. Tværtimod, for i de fleste store solcelleprojekter skal strømmen slet ikke anvendes i lokalområdet. Den skal derimod verificere, at strømforbruget er grønt i en virksomhed, som kan ligge et helt andet sted i Danmark – eller i udlandet.

Det er ét af de temaer, der kaster benzin på modstandsbålet. Dertil kommer den måde, politikerne vælger at behandle de tilstødende naboer i et solcelleprojekt. På trods af valgløfter, tilkendegivelser, forsikringer og hensigter.

I Syddjurs har byrådet slået fast, at solcelleprojekter ikke kan gennemføres uden »solid lokal opbakning«. I forbindelse med et borgerspørgsmål om en klar definition har politikerne beordret forvaltningen til at undersøge, hvordan »solid lokal opbakning« skal forstås og måles i praksis. Det er en opgave, der er sendt direkte i smasken på et metaltræt embedsværk.

Som nabo til solcelleprojektet ved Margrethelund vil jeg gerne bidrage med et bud på, hvordan forvaltningen kan gribe det an:

På en skala fra 1 til 10:

· Hvor mange A4-sider med bekymringer vedrørende natur, landskab, turisme, biodiversitet og naturbeskyttelse er der sendt, uden at det har haft betydning?

· Hvor stor er frustrationen, når man får tre måneder til at tage bindende stilling til sit fremtidige liv som nabo eller ej?

· Hvor stor er følelsen af uretfærdighed, når man får tre måneder til at beslutte, om man vil nedlægge sin stedbundne virksomhed, fordi brandet ikke er foreneligt med en solcellepark?

· Hvor unfair er det, når man som nabo er tvunget til – for egen regning – at overveje advokatbistand for at kunne gennemskue de juridiske spidsfindigheder, man stilles over for?

· Hvor stor er sorgen, når man bindende skal beslutte, om man vil opgive sit barndomshjem, inden der er truffet nogen endelig politisk beslutning?

· Hvor stor er vreden, når investor påstår, at der er tale om frivillige ordninger, når de i virkeligheden er trukket ufrivilligt ned over hovedet på naboerne, som har fået armen vredet om?

Gang herefter tallet med faktor 100 for hver gang, politikerne lukker øjne og ører og favoriserer to lodsejere og en investor frem for 19 nabofamilier. To lodsejere, hvoraf den ene ikke er skatteborger i Syddjurs, og en ekstern investor, der heller ikke spytter kroner i kommunekassen.

Sæt minus foran resultatet, og viola, så har forvaltningen et sammenligneligt tal for »solid lokal opbakning«.