Randers Byråd skal på årets sidste møde i dag tage stilling til planerne om et midlertidigt flygtningecenter i midtbyen. Byrådet ventes at sige god for at kommunen udlejer de tidligere plejeboliger i Søren Møllers Gade til Udlændingestyrelsen. Styrelsen ønsker at indkvartere op mod 200 flygtninge i bygningen, og det ventes at de første kan flytte ind allerede i morgen. Randers Kommune får dog intet med driften at gøre. Det bliver Vesthimmerlands Kommune, der skal være operatør og driftsherre på asylcentret.