I Randers kommune er tal, formler og forskning nu også noget for de 1 – 6 årige. Tre af kommunens daginstitutioner er med i et internationalt forskningsprojekt, der handler om at prikke til børnenes nysgerrighed, når der er matematik og naturvidenskab i børnehøjde. Frem til den 21. juni holder Fussingø Naturbørnehave som en af de tre institutioner for eksempel forskerlejr ved Damagre, hvor børnehaven vil opføre børnenes eget laboratorium midt i naturen. Hvorvidt de små forskerspirer fra Randers enten får en interesse for naturvidenskab senere i livet eller måske har bedre forudsætninger i den senere skolegang og uddannelse, det kan kun tiden vise. Derfor vil Randers Kommune meget gerne følge børnene, når de kommer i skole.