I Randers Bokse- og Motionsklub-lejren var de hårdtarbejdende medlemmer og ledere tilfredse og stolte efter stævnedebut’en på Vestervangskolen i lørdags. Og det forstod man. ”Vi har ikke hørt andet end tilfredse deltagere og gæster. Det har givet os mod på mere, og vi laver gerne flere stævner. Men ikke lige i næste uge. Økonomisk løber det fint rundt endda med plus takket være en række gode sponsorer, så vi er meget glade,” sagde formand Andrew Standen efter stævnet. ”Men det var aldrig gået uden hjælp udefra. Tak til Randers AC for at stille med boksere og tak til Randers AC for lån af ringen. Og specielt tak til RAC-formand Peter C. Sørensen, der har været positiv og hjælpsom hele vejen,” siger Standen, der også med rette havde rosende ord til klubbens træner og matchmaker Ivan Øksenholt, der fra sygesengen havde formået at matche 10 glimrende kampe. Tilskuerne var også tilfredse, for de fik serveret en række gode og tætte kampe. Og fremmødet viser, at der fortsat er interesse for boksning i Randers. ”Folk har skønnet alt fra 250 til 500 tilskuere. Vi talte dem ikke, men måtte da hente flere stole ind, og alle stole indenfor vor rækkevidde kom i brug,” siger Standen.