Forsommerens regn og kulde forsinkede årets jordbærsæson ved EllenGaard Planteskole & Anlægsgartneri to uger i forhold til sidste år
 
Nu har solen bagt, og blot få dage med sol gør, at de 90 kilometer jordbær rækker bugner af røde jordbær. De bliver ved med det længe endnu, da de i alt 12 forskellige slags jordbær fra de tidligste til de seneste sorter giver en lang plukkesæson på op mod 9 uger. Når man starter med at plukke de tidligste jordbær, er den seneste sort end ikke begyndt sin blomstring ved EllenGaard.
Man ved aldrig, hvad sommeren bringer her i Danmark, så fra gartner Christian Faurschou lyder opfordringen:
”Det er nu, du skal ud for at fylde fryseren til smoothies, is, grød og kager, samt få lavet marmelade og saft af de mange lækre jordbær. Vejret i år har bevirket, at der er dannet rigtig mange og flotte bær. Planterne har ikke på noget tidspunkt manglet vand, og da solen kom, var alt optimalt for røde jordbær. Selvom vi går ind i en tør periode nu, hjælper det halm, der er lagt ud mellem jordbær planterne, for at de ikke bliver beskidte, og man får ”knasen i tænderne”, med at holde på vandet i jorden.”
Det er også muligt for dem, der ikke selv ønsker at plukke jordbærrene at købe dem friskplukkede i planteskolen hver dag.
Sukkerærter er et sikkert hit for både ung og gammel. Disse plukkes også friske hver dag, og i løbet af juli måned åbnes der op for selvpluk også i de søde ærter. Når der åbnes op for de søde ærter i selvpluk, kan det blandt andet ses på www.ellengaard.dk, hvor også priser på jordbær og meget andet kan ses.
Friskopgravede kartofler er et kapitel for sig, da man ved EllenGaard gør ekstra meget ud af dyrkningen af disse. Alle kartofler, fordelt på to forskellige sorter, bliver lagt den samme dag i det tidligste forår, men nogle har været drevet frem med varme og lys mere end andre. Nogle dækkes med fiberdug og plastik, andre kun med fiberdug, og på denne måde opnås, at der sæsonen igennem er kartofler i den størrelse og i den sort, der er optimal for tidspunktet.
Der sælges også frisk slynget honning fra de bistader, der har sørget for bestøvning af jordbær, ribs, solbær og hindbær buskene i foråret, samt frisk trukne rabarber – alt sammen fra EllenGaards egne marker.
Mange laver en familietur ud af et besøg, og flere generationer hygger sig med jordbær plukning og kombinerer det med en tur i planteskolen, hvor de nyder de mange smukke blomster, planter og træer.