En gang om året kåres Midttrafiks bedste chauffør. Det er et tiltag, der skal gøre chaufførerne mere bevidste om, i hvor høj grad de kan påvirke kundernes tilfredshed gennem deres adfærd. Herudover er det en anerkendelse til de chauffører, som hver dag gør sig umage for at give kunderne en god oplevelse. Kunderne kan fra i dag og til 17. april nominere deres yndlingschauffør. Det gør de ved at beskrive, hvorfor netop deres chauffør har fortjent titlen. Man kan nominere via app, midttrafik.dk og postkort i bussen.