Vestre Landsret har stadfæstet en dom fra byretten i Randers, i en sag mellem kommunen og Randersegnens Boligforening under konkurs. Dommen fra byretten går Randers Kommune imod, men kommunens advokat foreslår, at man indbringer sagen for Procesbevillingsnævnet, for at få lov til at føre sagen til højesteret. Økonomiudvalget behandler sagen i dag, men ansøgningen er allerede sendt til procesbevillingsnævnet, for ikke at forhale sagsbehandlingen. Hvis Økonomiudvalget siger nej til at fortsætte sagen, vil den blive trukket tilbage. Kommunen har allerede betalt knap 2,5 millioner kroner til konkursboet, og skal nu betale yderligere 80.000 kroner i sagsomkostninger.