Efter en større ombygning blev Psykiatriens Hus i den gamle Hadsundvejens skole indviet i sidste uge. Tanken er at huset skal være udgangspunkt for et tæt samarbejde på tværs af sektorer for derved at styrke den samlede psykiatriindsats. Og nu tre måneder efter starten tegner det til at blive nøjagtig, som man har håbet
 
Tre aktivitetssteder har slået pjalterne sammen i Psykiatriens hus – derud over kommer fitness, musik, støtte- og kontaktordningen samt SAM (sociale aktiviteter og motions og IFS (Idræt for sindslidende). Huset emmer af aktivitet og her er der plads til den enkelte kan udnytte egne kompetencer og skabe fællesskab med de andre brugere. Til hverdag er der rig mulighed for at udfolde sig kreativt eller blot være sammen med andre brugere af psykiatrien. Noget der er særdeles vigtig, hvis man er patient i det psykiatriske system, fortæller Helle Hansen, der er bruger og som klippede snoren ved indvielsen.
“Socialt samvær er det vigtigste – også her i huset, men jeg må sige, at jeg var ikke begejstret til at starte med at dette hus skulle komme”, fortæller hun.
“Men jeg blev overrasket, da vi skulle indrette os, fordi vi er tættere på hinanden, og det kan der komme en masse gode ting ud af”, siger hun.
Helle Hansen kom før hos “Den grønne gren” i Markedsgade gennem otte år – et sted, hvor hun fandt tryghed og stabilitet i sin hverdag som førtidspensionist og psykiatribruger.
“Der er dog en hage ved det her sted og det er, at jeg tror, at de mennesker, der har sociale fobier ikke vil komme. Der er risiko for, at der er for mange mennesker her til daglig til, at man måske taber denne gruppe på gulvet”, siger hun.
Men denne del overskygger ikke den festlige dag, for man psykiatribrugere ønsker at komme her og ser det som en force at kommunikationsveje nu er blevet kortere til alle led i psykiatrien.
 
Ungegruppen
En der også ser en styrke i huset er Jeanette Larsen på 28 år. Hun kom før på Løvetand og ser det sociale som det allervigtigste i at være psykiatribruger.
“Her er altid mange at snakke med, gode muligheder for socialt samvær. Og hvad enten du er normalt fungerende eller psykiatribruger, så har vi jo alle sociale behov, brug for at hygge os og være en del af noget”, fortæller hun.
Ungegruppen er nemlig også rykket ind i psykiatriens hus. De har ligesom andre grupper indenfor psykiatrien brug for at føle en samhørighed med andre og brug for at føle sig værdsat. Ungegruppen har siden 2009 været et fast tilbud til de 18-30-årige i Randers kommune og som noget nyt, har man et samarbejde med SAM projektet i samarbejde med Randers FC  “Mod nye mål” der skal hjælpe de unge ud på arbejdsmarkedet.
“Sidste onsdag var vi til et arrangement hos Randers FC, hvor vi blev stylet og fik taget fotos, som vi kan bruge, når vi skal søge job og praktik. Det er et godt projekt”, fortæller Jeanette Larsen.
 
Samlet indsats
Leder af huset Lene Bruhn Christensen, har gennem 15 år gået med en idé om et hus som dette. Og det er hendes drøm, der nu er blevet til virkelighed.
“Den synergieffekt der bliver skabt ved, at der er en fælles indsats, et fællesskab og en læring, har allerede bragt meget positivt med sig”, fortæller hun.
“Vi kommer hele vejen rundt om mennesket bag diagnosen, vi tilbyder samtaler om hvilke ønsker og behov den enkelte bruger har, og søger for støtte, så de kan udvikle sig”, siger hun.
I huset kan alle komme med deres egen identitet og blive hørt. Her er der udfordringer indenfor den enkeltes rammer, og der er ikke mindst accept for, hvem man er.
“Og det lader til, at vi har ramt rigtig. Alle steder bliver huset omtalt positivt”, siger Lene Bruhn Christensen.
Huset rummer altså nu de aktiviteter, der var for de psykiatriske bruger rundt om i Randers – og snart følger Lilleskolen for Voksne også ind.Lille Skole for Voksne er medlem af landsforeningen Dansk Oplysnings Forbund. De lægger vægt på nærhed, oplevelse og menneskeligt samvær.