HC Farver er en succeshistorie om en lokal virksomhed, som trods et turbulent marked har udviklet sig til at være en betydelig leverandør både lokalt og landsdækkende. De rigtige leverandører og det rigtige, faglærte personale er altafgørende for en sund virksomhed, siger Carl og Hans Peter Christensen.
”Det handler om at tilbyde branchens skarpeste pris i et indbydende miljø, og give vejledning uanset om produktet er fra outlet afdelingen, online shoppen eller blandt produktnyheder, siger Hans Peter og tilføjer: ”Ligesom et apotek skal vi have faglært personale, så vi kan anbefale den rigtige ”medicin” til at forebygge, beskytte og udbedre skader”.
Det hele startede i maj 1976, da Hans Christensen grundlagde virksomheden Hans Christensen Malervarer Engros A/S, grossist i bygningsmaling og autolak.  8 år senere udvidede han med en detailforretning og flyttede fra Hornbæk Engvej til den nuværende adresse, Lucernevej 75 i Randers.
I dag er det sønnerne, Carl og Hans Peter Christensen, der er drivkræfterne bag den travle virksomhed med foreløbig 9 ansatte, heriblandt Hans Christensens hustru, Annie Christensen, som stadig styrer bogholderiet.
Da sønnerne købte virksomheden i 2005 var det med målsætningen om at vedligeholde og udvikle kundegrundlaget og blive førende indenfor deres branche. Det er lykkedes i en grad, så forretningen i dag er importør og leverandør til en bred vifte af kundegrupper i ind- og udland. ”At drive en specialforretning som vores handler om mere end at sælge maling og malergrej. Vi skal også kunne formidle idé’er og inspiration”, siger Hans Peter og tilføjer: ”Vi lader os inspirere af Jotuns farvepanel, som er i front, når det gælder udvikling og trend”. Carl tilføjer: ”En ny trend opstår typisk i tøjbranchen og bevæger sig videre i de ting vi omgiver os med. At vælge farve til boligen er svært ud fra blot et farvekort. Farverne bør vurderes i en helhed med interiør og egen livsstil, for på den måde skabes hjemmets personlighed. Som farvehandler er det vigtigt at lytte til kundens behov, og ud fra det vejlede, så kunden kan se sig selv i sit valg. Det er helt klart vores styrke, at vi i butikken på Lucernevej har fagfolk til at vejlede i farve- og materialevalg, hvad enten det gælder farver til vægge, gardiner og solafskærmning”.