70-årig fra RMS vandt VM-sølv
 
Alder behøver på ingen måde at være en hindring i idræt. Det er den 70-årige motocross-legende Jens Bakmand Skovsen fra Randers Motor Sport et klart bevis på. Idet han netop har været med til at sikre Danmark sølvmedaljer ved VM for veteranhold i Ballyblack i Nordirland.
Og september 2017 forventer han at køre VM på hjemmebane, når Randers har værtskabet for verdensmesterskaberne i Classic Motocross.
Det var en lang tur for de danske “vikinger”, som stillede til start i +66 års-klassen, der betegnes som en af de bedst besatte. Men trætheden forsvandt, da den danske kvartet trådte i karakter på banen.
Bakmand blev født i 1945 i Tåstrup på Djursland og blev udlært elektriker, så hænderne sad rigtigt på den unge mand. Dengang skulle der skrues lidt mere i racerne end på dagens moderne maskiner.
Han startede med at køre cross i 1961, hvor han som 16-årig kørte sit første crossløb på Nymøllebanen ved Århus, kom ind på andenpladsen og vandt en præmie på 50 kr. Det var dengang lig med en ugeløn for en lærling, så det var en stor dag.
Engang drejede det sig kun om at vinde. Det gør det ikke længere, om end det ikke skader:
“Når de gamle drenge mødes til Classic Cross-stævner, er det vigtigste at komme ud at køre. At vinde er ikke et must, som det var, da jeg var yngre, men selvfølgelig gør man, hvad man kan. I særdeleshed ved EM og VM, hvor der skal køres mod de gamle rivaler,” siger Jens Bakmand Skovsen.
9. september 2017 bliver der i forlængelse Randers Motor Sports 80 års jubilæum afholdt VM for hold i Classic motocross med deltagere fra hele verden.
Det er et løb for motocross-legender over 35 år, og de ældste kørere er over 70 år. Motorcyklerne er ligeså legendariske som kørerne og er helt tilbage fra før 1965. Danmark har kørere i alle klasser, der kan hamle op med de bedste nationer, så på hjemmebane er der mulighed for topplacering til Danmark på Honda Park Randers.