Siden 2001 er der sket 211 fatale drukneulykker i landets havne. Det svarer til en fjerdedel af alle drukneulykker. Ulykker, hvor en person falder i en havn og ikke kan komme op igen, sker ofte i mørke, og når der ikke er andre til stede. Mange af de redningsstiger, der findes i de danske havne, er også meget svære at se – især i mørke. Oveni er en del af dem i dårlig stand, og nogle af dem sidder så højt, at de er vanskelige at nå fra vandoverfladen.
Derfor har TrygFonden i de seneste år arbejdet på at udvikle en ny type redningsstige, der er synlig fra både vand og land, robust og nem at komme op ad. En arkitektkonkurrence med adskillige velgennemtænkte og kvalificerede bud på nye redningsstiger ligger bag den vinderstige, der nu allerede har klaret sig flot igennem flere test og er blevet yderligere optimeret. Bl.a. har stigen stået i en halv meter is i det nordlige Sverige i mere end et år for at se, hvorvidt hårde vejrforhold ville ødelægge den.
 
Randers Havn udvalgt som teststed
Den nye redningsstige er nu klar til en storskalatest, hvor i alt 60 stiger hænges op fire særligt udvalgte steder i landet. Randers Havn er blandt disse fire sammen med Aarhus Havn, Taarbæk Havn og kajkanten ved Skolen i Sydhavnen i København.
“Randers Havn er en bynær industrihavn med stor betydning for lokalsamfundet, og hver dag færdes rigtig mange mennesker i og omkring havnen. Desværre er Randers Havn ikke helt ubekendt med drukneulykker, så da vi i forvejen har et rigtig godt samarbejde og god dialog med Randers Havn, der de senere år har haft meget fokus på at forbedre sikkerheden for netop at minimere risikoen for drukneulykker i havnen, var det derfor et oplagt sted at teste vores nye redningsstige. Heldigvis var man fra Randers Havns side også interesseret i et endnu tættere samarbejde, og det er vi rigtig glade for”, siger René Højer.
Der er i disse dage ved at blive opsat 13 nye redningsstiger i Randers Havn. Bl.a. skal det undersøges, hvordan stigens lysniveau opfattes, når de hænger i havnemiljøet “side om side”.
“Vi er glade for at være med i et så vigtigt projekt, og vi håber, at de nye synlige redningsstiger vil kunne medvirke til, at der sker færre drukneulykker i Randers Havn”, siger Henning Jensen Nyhuus, bestyrelsesformand i Randers Havn.
“Derudover er vi stolte af at bidrage til denne storskalatest og være med til at sætte fokus på sikkerheden rundt omkring i de danske havne. Endelig synes vi, stigen udover at være funktionel på højt niveau også er rigtig flot og lyser godt op på flere måder her i Randers Havn”, supplerer havnedirektør John Morgen.