Det kan være hårdt at skulle omkring sygehuset, når julen står for døren – specielt for børn. Derfor er det også en hyggelig tradition at spraglenissen Sybille hvert år deler tøjdyr ud på børneafdelingen på Regionshospitalet Randers
 
Tøjdyrene er sponsoreret af Randers Regnskov hvert år og her støtter man gerne op om de syge på Børneafdelingen, for at skabe mere glæde i julen.
Denne tid op til jul er der fyldt op på afdelingen på Regionshospitalet Randers. Og det er noget de oplever næsten hvert år. Børn kommer ind med dårlige ører, hals, vejrtrækning eller noget helt fjerde. For de flestes vedkommende er de dog hurtigt hjemme igen.
En af de små poder som Sybille mødte på afdelingen, var den kun 10 måneder gamle Rasmus, der netop har været til undersøgelse – med sig har han sin mor Lene Meincke. Han var ikke meget for at hilse på den store nisse, men tog dog imod den farvestrålende papegøje fra Randers Regnskov.
Også lille Alberte på 17 måneder fik besøg af nissen. Hun var meget snakkesaglig og kom med adskillige “hej” til nissen – det blev også til et knus og et tak, da hun også fik en papegøje.
Denne dag før jul var der stille på afdelingen – de mange indlagte børn er ikke de mest larmende – alt bliver taget i et stille og roligt tempo. Forældrene er selvfølgelig med overalt, og det var også tilfældet for Sebastian på fem år, der cyklede rundt i opholdsstuen med far Anders bag på.
Han var meget glad for Sybille og fortalte vidt og bredt om sine egne oplevelser med nissen derhjemme og i børnehaven.
“I børnehaven hedder de Anton og Josefine og de er så små, at vi kun kan se deres nissehuer”, fortalte han Sybille.
Sybille kvitterede ved at fortælle, at også hun bliver ganske lille, når julen er overstået. Og Sebastian lyttede med store ører.