Mens det halve af Randers har siddet isoleret derhjemme, har de dagligt kunne hygge sig med Rickos digte på facebook, der en overgang spredte smil ude i stuerne hver dag

 

Faktisk skrev han sit første digt som kun seks-syv-årig da han glædede sig til sin fødselsdag.

“Det var noget med vækkeur og glasur – min mor går stadig med det i sin pung”, fortæller den 36-årige randrusianer og smiler.

Ricko Schou Iversen er uddannet tømrer og har ikke på noget tidspunkt overvejet at leve af sine digte, bortset fra nogle enkelte gange, hvor han har overvejet børnebøger:

“Mine børn kan god lide at jeg finder på historier til dem, når de skal sove – men at skrive børnebø’ger bliver det nok ikke til alligevel”, siger han.

Det han skriver kan mest betegnes som stavelsesrim. Stavelsesrim er, når to ord rimer på den sidste stavelse.

 

I Randers er jeg født, her har jeg hjemme.

her i byen er vi, faktisk ikke så slemme

Byens brogede ry, må være en saga blot,

for alt hvad man kan læse, er faktisk noget godt!

 

Et højdepunkt for mange om man vil eller ej,

er Randers Festuge, hvor alle hygger sig,

men bliver du for fuld og glemmer eget navn,

så la´ for fa´en være med, at pisse i vores havn!

 

Dette er onsdagens digt i sidste uge. Èt af godt 40, som han har skrevet siden coronaen lukkede os alle inde. Nu er folk igen begyndt at kunne bruge byen, handlen er i gang og derfor har Ricko droslet ned med digtene.

Han har altid været en kreativ sjæl – tegnet tegneseriefigurer. Faktisk også et par tatoveringer, som nogle af hans kammerater har fået lavet. Selv har han ingen – endnu.

Næsten hver aften når børnene på fire og syv år, er lagt i seng, griber han blokken for at tegne. Og så bliver det også til nogle ord ind imellem tegningerne.

“Jeg har tegnet altid, og når jeg alligevel sidder med blokken, ja så kommer ordene bare af sig selv”, fortæller han.

Det var hans hustru, Ditte, der opfordrede ham til at lægge digtene på facebook – først hans egen profil og derefter Facebook Randers, hvor rigtig mange brugere har fået gavn af dem.

“Jeg har fået rigtig  meget positiv respons på digtene, og folk er rigtig søde til at skrive rosende ord”.

Faktisk er hans hustru så vild med Rickos digte, at hun har forslået en youtube-kanal, hvor han kan læse dem op.

“Hun vil gerne være min manager”, siger han og griner højt.

Flere har også opfordret ham til at udgive dem i en bog, og i et af sine digte søgte han da også efter en sponsor således:

 

“Søger en sponsor i den dyre ende,

så jeg, et forlag, mine rim kan sende,

kender I mon nogen med nogle ekstra kroner,

det burde være nok med seks millioner”.