Chræn Dævl fra Rais og Hingsten på Østervold
– Velstand gennem eksport af stude og heste
Dette er en fortælling i tre dele om hvorfor Helen Schous Jyske Hingst på Østervold så rammende samler historien om udenrigshandel, velstand og kontakt fra Randersegnens adel og købmænd til de nordeuropæiske handelshuse og konge- og hertugdømmer via Hamburg, Berlin, Brugge og
Hannover.
Skrevet af Lars Stegsted Rasmussen, Stevnstrup og Randers Amts Historiske Samfund.
Del 1.
Chræn Dævl fra Rais
”Hvem er så du? Jeg er biskoppen fra Aarhus. Og hvem er så De min gode mand? A er dælen huleme Chræn Dævl fra Rais! ” Vi er i 1950`erne, i lyntoget Københavneren på vej mod Aalborg.
Klokken er ca. 6.30. Det er tirsdag, og det sædvanlige tirsdagsslæng er på vej mod Aalborg og Nordjylland. I kupeen på 1. klasse med plyssæder er et par handelsrejsende, der allerede var stået på lyntoget i København aftenen før og 2 – 3 hestehandlere, der er stået på i Odense lidt efter
midnat. Men dertil var altså i Aarhus kommet en ukendt mand. Alle i kupeen var naturligvis iført det jakkesæt med hvid skjorte og slips, der hørte sig til for mandlige passagerer i lyntogets 1. klasse på vej til arbejde. I Randers kom så Chræn Dævl til, og også han hørte til tirsdagens faste garde i netop den kupe.
Men med hensyn til påklædning, udseende og væremåde afveg Chresten, som han jo hed, fra de øvrige. Chresten boede med sin familie i Randers i de ny og topmoderne funkislejligheder i Sjællandsgade. Chresten levede af at være mægler på Jyllands mange hestemarkeder. Han var derfor, som kupeens hestehandlere, på vej til det store ugentlige heste- og kvægmarked på Aalborg kvægtorv.
Chresten var stor, kraftig, meget rødmosset og med hænder så store som lokumsbrædder, og han gik, i modsætning til kupeens øvrige rejsende uden slips og kravetøj. Men da Chresten stod på lyntoget i Randers var der altså en fremmed mand blandt kupeens faste tirsdagsgruppe. Og derfor præsenterede Chresten sig naturligvis som Chræn Dævl fra Rais over for kupeens fremmede, der så tilfældigvis var biskoppen fra Aarhus.
I årerne derefter kunne min far, der var en af kupeens odensianske hestehandlere, stadig morer sig over mødet mellem de to umage karakterer. Biskoppen, der var øvrighedens stillige repræsentant og Chræn Dævl, som repræsentant for det folkelige Danmark. På den tid var der en næsten uoverstigelig social forskel mellem en biskop og en hestehandlermægler. Den gang ville de to nemlig aldrig – som i aldrig nogensinde – møde hinanden i dagligdagen.
Markedspladsen på Mariagervej
Billedet af hestehandlen viser med al tydelighed, at egnen omkring Randers var Den Jyske Hest hovedstad. Midt for står en dejligt rød jyde. En mulig køber ser den i munden. Det er nok en 5 – 6 årig vallak? Den er smuk, elegant og kraftig, som den står der med sin lyse hale og manke og de 4 ikke alt for behårede hvide ben.
Hesten er med andre ord både stærk og handy, og netop derfor var de Røde Jyder gennem århundreder så populære både i landbruget foran ploven, radrenseren og selvbinderen, i byerne til vognmandskørsel, under både 1. og 2. verdenskrig foran kanonerne og helt tilbage i middelalderen som ridehest både i krig og ridderturneringer. Salg af heste bragte derfor gennem århundreder velstand til Randersegnen. På Markedspladsen var der hestemarked hver anden lørdag. Tidligere blev hestemarkedet holdt i byens gader fra Nørregade og helt til Strømmen. Senest flyttede markedet til Kvægtorvet ved havnen inden hesten og dermed også De Røde Jyder blev afløst af traktorer, lastbiler og selvkørende tanks. Ved Markedspladsen lå også Gartnernes Aktionshal, hvortil omegnens mange handelsgartnere hver morgen leverede friske blomster og grøntsager. Omkring Markedspladsen lå et utal af hoteller, restaurationer og pensionater som Hotel Du Nord og min mormors, Sara Christansens, Guldhuset, der til hverdag var pensionat for byens store skare af unge tilflyttere, der boede på lejede værelser rundt om i byen. Men til lørdagsmarkederne var der en anderledes travlhed.
Bønderne i deres pæneste tøj og med blød hat var kommet til byen. En del naturligvis for at købe eller sælge en hest, men de fleste bare for at se på og høre nyt. Man havde madpakke med hjemmefra og købte dertil en enkelt øl.
Hestehandlerne og mæglerne var på arbejde. Efter en handel var der lidkøb. Så der var travlhed på restaurationerne omkring Markedspladsen. Min mormors 4 døtre var hjemme for at hjælpe til.
Det fik følger. En blev gift med en af de gartnere, der dagligt kom til Gartnernes Aktionshal, en anden blev gift med en hestehandler fra Roskilde og min mor blev gift med en hestehandler fra Odense.
I Sct. Peder kirke nord for Markedspladsen residerede pastor Bjørnbak fra slægten bag det Bjørnbakske Venstre. Pastor Bjørnbak var en markant og kendt randerspersonlighed, der ofte sås cyklende til kirke iført sin flagrende præstekjole. I sine prædikener gav Bjørnbak folk og ikke mindst diverse autoriteter ren besked, hvis han syntes noget var for galt. På trods af det eller vel netop derfor havde pastor Bjørnbak så stor opbakning, at næsten alle i Randers, også efter hans
pensionering, ønskede Bjørnbak til sin egen bisættelse. Bjørnbaks kristendom var positiv med en tro på det mangfoldige liv og dets muligheder. Efter grundtvigiansk tradition havde pastor Bjørnbak ry for at mene, at det var bedre at side på kroen og tænke på kirken end det modsatte, og i øvrigt spillede han whist i en kortklub med min mormor.
