Søndag 13. september beder Scleroseforeningen randrusianerne om hjælp, når der skal samles penge ind til forskning

 

Mere end 16.000 danskere lever med sclerose. Og de har alle forældre, venner og naboer, som hver dag ser en af deres nære kæmpe mod den uhelbredelige sygdom. Søndag 13. september beder Scleroseforeningen dem alle om at stå sammen mod sclerose og samle penge ind til forskning i sygdommen.

”De fleste af os kender et menneske med sclerose og har set, hvordan sygdommen forandrer dem. Derfor opfordrer vi alle til at være med til at samle ind søndag 13. september. For jo flere vi er, des flere døre kan vi nå at ringe på – så enkelt er det faktisk,” siger Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

Du kan melde dig som indsamler og vælge en indsamlingsrute på hjemmesiden www.sammenmodsclerose.dk. Hvert eneste skridt tæller i kampen mod sclerose, så du behøver hverken at kunne gå hurtigt eller langt – der findes ruter til alle

 

Randrusianere bakker op                                                                                     

Det er kun andet år, at Scleroseforeningens indsamling er landsdækkende. Der er derfor brug for så mange som muligt til at sprede budskabet om mere forskning i den uhelbredelige sygdom.

De lokale afdelinger rundt om i landet går allerforrest i kampen mod sclerose – blandt andet i Randers, hvor du vil kunne møde foreningens indsamlere foran supermarkeder, på gågader og andre offentlige steder.

Nogle af dem, der skal ud at samle ind i Randers er børnefamilien Manø, der tæller Carina og Torben og deres fire børn:

”Carina fik sclerose for tre år siden, lige efter at vi havde fået vores yngste,” fortæller Torben og sætter et par ord på, hvorfor familien skal ud og samle ind:

”Det er helt afgørende, at der bliver forsket meget mere i sygdommen, og derfor er vi med til at samle ind. Sclerose er på mange måder en livsomvæltende sygdom, fordi den er så uforudsigelig og skaber usikkerhed om fremtiden, og så rammer den på et tidspunkt i livet, hvor man typisk har allertravlest med job og børn, der stadig er små.”

 

Danskere med sclerose risikerer at blive tabere

Alt overskuddet fra indsamlingen bliver fordelt på danske forskningsprojekter, som skal bidrage med ny viden om årsagerne til sclerose og finde bedre behandlingsformer. Men nu ser det ud som om, at forskningen kan risikere at gå i stå.

”Vi har også mærket den økonomisk negative effekt af corona-pandemien, og jeg er oprigtigt bekymret for, hvor meget vi i år vil kunne give videre til forskerne. Vi kan kun støtte med så meget, som det lykkes os at samle ind – og det er de 16.543 danskere med sclerose og deres familier, som bliver taberne, hvis forskningen går i stå,” siger Scleroseforeningens direktør.

Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber nerverne i hjernen og rygmarven og giver varige skader, hvis ikke man får effektiv behandling. Langt de fleste får diagnosen, når de er mellem 20 og 40 år. For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist.

Sclerose kan ikke helbredes. Men danske og internationale forskere gør hver dag fremskridt, som skaber håb om en kur og en fremtid uden sclerose. Der er derfor brug for, at alle, som kender en med sclerose, går på gaden 13. september, for at samle penge ind til bedre behandling og måske en kur.