Fem frøer har skiftet ham. Hvordan så de oprindelig ud?

Sidst vi efterlyste viden om fundne frøers identitet, så fandt vi to frøers historie.

Det viste sig så, at begge frøer var uden for nummer og blev til frø nummer 151 og 152. Vi har hele tiden kun ledt efter 150 frøer!

Lige ovenover kan du læse om den ene af de to ’ukendte’ frøer, der har ferieret i Ebeltoft, inden den vendte hjem til Randers igen. Den anden fortalte vi om for et par uger siden. Den blev støbt i gul beton og står på et hjørne i Hornbæk.

Så nu prøver vi igen. Fem frøer har fået fjernet det oprindelige skilt med nummer og er blevet malet i andre farver, så dem forsøger vi løbende at identificere. Har du et bud på, hvilken frø det oprindelig var, så hører vi gerne fra dig.

Den sortmalede frø, der står i en gård i Jernbanegade, har vi fået mere information om. Det var bygherre Jørgen Kirk, der skænkede den til de nye ejere i forbindelse med stiftelse af Andelsboligforeningen Vestervang. Jens Bramming, der er formand i Andelsboligforeningen Vestervang fortæller nu, at frøen oprindelig skulle være dekoreret af elever fra Blicherskolen. Kender du nogen der har dekoreret en frø for 20 år siden og som gik på Blicherskolen, så hører vi gerne fra dig.