I Haslund er de ved at tage Halloween lidt mere til sig end andre steder. På Møllevangsvej 61 er der igen pyntet godt op, og kirken laver et Halloween-arrangement for sognets børn

 

Hvis man går på KultuNaut.dk og kigger lidt på, hvad der er af arrangementer omkring Allehelgens dag finder man typisk mange græskarting i den netop overståede efterårsferie samt kirkernes Allehelgen gudstjenester den 1. november.

Én kirke skiller sig en smule ud ved også at have et arrangement for børn lørdag 31. oktober. Det er Haslund Kirke, som skriver om deres arrangement klokken 17.00: ”Vi hører en god historie i kirken og sætter lys ud på den mørke kirkegård. Derefter går børnene rundt i byen og rasler ved dørene.”

Med solnedgang klokken 16.39 den lørdag bliver der god mulighed for lidt (u)hygge rundt i Haslund.

Din Avis har talt med Mie Nybroe, som bor i det super (u)hyggelige pyntede hus på Møllevangsvej 61 med familien, og hun siger:

”Det giver sammenhold i Haslund for børn og voksne. Det er første gang, at kirken er med.”

På journalistens spørgsmål om trafikken forbi huset, svarer Mie med et smil:

”Trafikken er svagt stigende”. Hvilket da også er til at forstå, da udsmykningen og Haslund i det hele taget er en lille omvej værd. Udsmykningen på Møllevangsvej er taget til over årene. Det startede ganske småt, men hvert år kommer der mere til samlingen – så man kan vel konkludere, at det aldrig har været større end i år.

For en god ordens skyld skal det lige siges, at arrangementet i kirken kræver tilmelding