Allerede fra 2023 skal Randers Kommune efterleve det kommende lovkrav om minimumsnormeringer i kommunens dagtilbud.

De bliver således indført et år før tid, og samtidig skal andelen af pædagogisk uddannet personale stige.

Det besluttede Randers Byråd i går.

For at finansiere forslagene fastslår byrådet, at de statslige midler, der er afsat til at forbedre normeringerne, kommer til at gå til personale og ikke til administration. I alt drejer det sig om knap 75 millioner frem mod 2024.

Derudover har byrådet forpligtiget sig til at finde ekstra 2,8 millioner kroner årligt. Det vil ske i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger.