Politikerne har ønsket lokation, og forvaltningen er kommet med et foreløbigt program.

AF CECILIE BISGAARD

Den 8. oktober er Spentrup Hallerne vært for dette års Landdistriktskonference – hvis hallerne altså selv vil det. Det har politikerne i Landdistriktsudvalget besluttet på deres seneste møde i juni. Valget stod mellem Korshøjhallen i Harridslev, gymnastiksalen på Mellerup Friskole, Langå Idrætscenter og Spentrup Hallerne, hvor politikerne altså ønskede den sidste lokation.

Udvalget har afsat 65.000 kroner til afviklingen af konferencen. Der skal ved samme lejlighed uddeles to priser: Årets Ildsjæl og Årets Initiativ 2022. Udvalget har sat 35.000 kroner af til priser til de to vindere. Pengene kommer fra Landdistriktspuljen.

Vinderen af Årets Ildsjæl får 10.000 kroner, og vinderen af Årets Initiativ får 25.000 kroner.

Programmet for konferencen bliver først endeligt vedtaget på Landdistriktsudvalgets møde i slutningen af august. På deres september-møde skal politikerne beslutte, hvem der skal modtage de to priser.

Alle får mulighed for at nominere personer til Årets Ildsjæl og Årets Initiativ 2022.

Tre temaer

Til konferencen vil der som udgangspunkt være talks og workshops over tre forskellige temaer. Forvaltningen har foreslået følgende temaer: ”erhverv og turisme”, ”bosætning” og ”økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige landsbyer og lokalsamfund”.

Til de tre talks er det planen at invitere gæster, der kan give deres syn på emnet. Det kan for eksempel være udvalgspolitikere, forskere eller andre fagpersoner.

I andre år er de to priser blevet uddelt på samme tid, men det ønsker forvaltningen at lave om med 2022-udgaven af Landdistriktskonferencen. De foreslår i stedet, at Årets Ildsjæl uddeles i starten af konferencen, og at Årets Initiativ bliver afslutningen på konferencen.

Ifølge det foreløbige program kommer konferencen til at vare cirka fire timer.