Koncertarrangørerne slår fast, at man ikke kommer til at rykke koncerten væk fra Amfiscenen.

Hotte Tobias Rahim spiller på Amfiscenen på Værket 18. august i en gratis to-i-en koncert med Dorthe Gerlach. Og det bliver en fantastisk oplevelse, slår både Randers Festuge og Musikhuset Værket nu fast efter flere dage med debat om, hvorvidt Tobias Rahim koncerten burde flyttes.

»Det er helt i festugens ånd, at Festugen og Værket sammen giver en gratis, storslået oplevelse i Festugens intime Amfiscene-miljø. Det bliver en fantastisk stemning, en kvalitetsoplevelse i fællesskab. Samtidig er Amfiscene-miljøet klar til, at man fra p-pladsen mellem Værket og Ridehuset også kan følge med i koncerten og mærke pulsen,« siger Torben Hansen (S), borgmester og formand for Randers Festuges bestyrelse, i en pressemeddelelse.

»I festugen gør vi os på Værket altid umage med at levere kvalitet og stærke navne til gratis koncerter på Amfiscenen i festugen. Vi har gjort et kæmpe scoop med Tobias Rahim og Dorthe Gerlach, som hver leverer 45 minutter. Det er først til mølle, og dem, der møder op, får en stor og gratis oplevelse. Præcis som det har været planlagt,« siger Mikael Qvist Rørsted, der er musik- og teaterchef for Musikhuset Værket.

Koncerterne

Klokken 15.30: pladsen åbner.

Cirka klokken 16.30: Dorthe Gerlach med band

Cirka klokken 17.45: Tobias Rahim

Udelukkende ståpladser. Først-til-mølle for at komme ind. Randers Festuge og Musikhuset Værket forventer en masse glade gæster. Der er naturligvis gjort grundige forberedelser, også med opgradering af sikkerhedsfolk og vagter, så publikum får en rigtig god koncertoplevelse.

Buffer-zone

»Vi har hele tiden vidst, at der kunne komme mange, og p-pladsen mellem Værket og Ridehuset har hele tiden været bufferzone, hvor vi kunne udvide. Det har vi allerede gjort, og sammen med Randers Festuge sørger vi også for høj kvalitet af lyd og skærme,« siger Mikael Qvist Rørsted.

Amfiscenen ligger i det fri, og der er plads til 2.500 stående koncertgæster, mens p-pladsen kan rumme op til 7.000 stående gæster.

»Dermed kan vi i god ro og orden give plads til flere, og samtidig afvikle sikkert og forsvarligt,« siger Mikael Qvist Rørsted.

På spørgsmålet om, hvorvidt man i sidste øjeblik burde flytte koncerten, så endnu flere kunne opleve den, er svaret, at det er slet ikke en mulighed.

»Der er indgået en aftale om en gratis koncert på Amfiscenen ved Værket. En anden aftale ville udløse en helt anden økonomi,« siger Mikael Qvist Rørsted, som anbefaler, at man kommer i god tid til koncertoplevelsen.