Arrangementet byder på et rullende bibliotek, græskarudskæring, genbrugstøj og dejlig varm suppe.

I efterårsferien triller Randers Bibliotek ind i Myretuen på cykel med et bredt udvalg af de bedste børne- og ungdomsbøger. Bøgerne kan læses i en hyggelig krog i Myretuen, eller de kan lånes med hjem og senere afleveres på hovedbiblioteket. Biblioteket kan også hjælpe med nemt at oprette et lånerkort, hvis ikke du har et i forvejen.

Derudover er der mulighed for at udskære din egen græskarlygte. Kom og vælg det græskar, du synes, er det flotteste og design det efter din egen fantasi. Græskarret kan enten udstilles i Myretuen eller tages med hjem og pynte på altanen eller ved hoveddøren.

Der bliver lavet suppe og bagt brød til i Myretuens pizzaovn til at stille den lille eftermiddagssult. Samtidig kan man gå på opdagelse i børnetøj til efterårsgarderoben doneret af Røde Kors Genbrug.

»Vi har et rigtig godt samarbejde med både biblioteket og kommunen, og vi glæder os alle helt vildt til at tage imod børn og voksne fra hele Randers til efterårshygge. Det bliver nogle skønne eftermiddage, hvor Myretuen vil emme af lys og varme og byde alle indenfor,« siger projektleder i Bysekretariatet, Tine Braüner Jung.

Arrangementet foregår onsdag 19. og torsdag 20. oktober i Myretuen på Gl. Jennumvej. Fra Myretuen kan man både før, under og efter arrangementet gå på opdagelse i naturen via de sammenhængende trædæk og stier, eller slippe børnene løs ved rutsjebanen.

Det er gratis at deltage, og det kræver ingen tilmelding.

sra