Af Iben Sønderup, folketingskandidat for Socialdemokratiet, Sjællandsgade 20, Randers

Det er godt nok usikre tider, vi lever i. Og måske er vi tilbøjelige til at gøre fortiden mere idyllisk og forenklet, end den var. Dengang spørgsmålet ”Hvad kommer der mon nu?” i de fleste tilfælde blot handlede om noget så uskyldigt som aftenens tv-kiggeri.

I dag tænker vi – hvad bliver mon det næste? Hvad kommer der nu af nye, markante trusler for hverdagen? Helt aktuelt er der jo lammende prisstigninger på stort set alt – madvarer, opvarmning og transport.

De er udløst af Putins krig, og vi ser ind i en vinter, der kan udfordre os alle. I den situation, må vi ikke give køb på sammenhængskraften i vores samfund. Almindelige danskeres økonomi er under beskydning – selv om det trods alt er helt andre konfrontationer, end dem, der brutalt rammer med død og ødelæggelse mindre end 1500 kilometer fra vores grænse.

Her er det vores opgave som politikere at holde godt fast om rorpinden, så alle danskere får de bedste muligheder for at komme trygt gennem de usikre tider. Fanden skal ikke få lov til at tage de sidste.

Det gælder især de af os, der har de største behov for et velfærdssamfund, der er intakt, og som står klar, når det gælder. Klar med vinterhjælpspakker og afgiftslettelser. Højere beskæftigelsesfradrag kan måske også være en god idé, når blot vi ikke glemmer de mange danskere, der ikke er i job. For uanset hvem du er, så koster æg og smør jo det samme. Ligesom bekymringen for fremtiden gælder for os alle, høj som lav.

Vi skal værne om vores solidariske velfærdssamfund. Især i denne tid. Og gerne med så få blå mærker på kroppen som muligt.