Rasmus Villads Andersen ser frem til at skulle rådgive byggemarkeder om valg af isolering.

Rasmus Villads Andersen startede 1. maj som ny distriktschef og vil snart have sin faste gang hos Rockwools forhandlere i Midt- og Nordjylland. Det er bestemt ikke uvant for den 35-årige, der oprindeligt er udlært tømrer og i løbet af karrieren blandt andet har været trælastsælger og trælastdirektør. Rasmus har derfor stor forståelse for forhandlernes og deres kunders udfordringer.

»Jeg ser frem til at besøge den branche og de trælaster, som jeg har været en del af i 15 år. Det bliver en fornøjelse at rådgive byggemarkederne om valg af isolering, så de kan videregive de gode råd til deres kunder,« siger Rasmus Villads Andersen i en pressemeddelelse, og fortsætter:

»Jeg er desuden rigtig stolt over at være en del af et stærkt brand som Rockwool. Bæredygtighed er et af de mest aktuelle emner i branchen. Her står Rockwool virkeligt godt rustet, og jeg ser frem til at komme ud og præsentere vores løsninger.«

For Eilif Jensen, salgschef hos Rockwool Danmark, lå valget af ny distriktschef lige til højrebenet.

»Rasmus har et indgående kendskab til branchen, og han har allerede en god relation til de kontaktpersoner, som han kommer til at have med at gøre i hverdagen, så jeg er rigtig glad for at have fået ham på holdet,« siger han.

Privat bor Rasmus Villads Andersen i Randers med sin kæreste og deres to børn på to og fem år.