Højtflyvende spring, dobbeltsaltoer og eksplosive dansetrin i Randers Arena.

Højtflyvende spring, ægte livsglæde i et virvar af glimtende farver og 30 unge mennesker, der indtager den specialdesignede scene med alt fra dobbeltsaltoer til eksplosive dansetrin. Dét – og meget mere – kan man opleve, når Flying Superkids 19. og 20. oktober besøger Randers med deres 2023 forestilling.

Superbørnene medbringer et kæmpe lyd- og lysshow, som omdanner hallen til en fuld udrustet ”showarena”, og derefter går det løs med et højtempo mix af gymnastik, akrobatik, spring, dans, humor og musik.

Flying Superkids består af 60 børn og unge i alderen 7-19 år, der i deres fritid går til gymnastik og brænder for at optræde. De har knoklet, svedt og øvet sig hele vinteren og foråret for at udvikle og indlære årets splinternye forestilling, som havde premiere i maj.

Visionen bag forestillingen er at inspirere børn og unge til bevægelse.

Det sker ofte, at de yngste publikummer til showet får lyst til at prøve kræfter med nogle af de ting, ”superbørnene” laver i forestillingen, og Flying Superkids håber at kunne være med til at få flere børn i gang med at dyrke sport i de lokale foreninger. Om det er gymnastik, karate eller fodbold er lige meget.

Showet er for alle i familien.