Der er stadig problemer i den kollektive trafik i Randers

Af Jørgen Rosengren

Der kører – så godt som – stadig ingen busser i Randers.

Det oplyser Midttrafik på sin hjemmeside, der udtrykker det således:

»Mange steder i Region Midtjylland er der fortsat glatte veje, og det er svært at komme frem på grund af sne og is. Det medfører aflysninger og forsinkelser for den kollektive transport.«

Bybusserne i Randers har fortsat indstillet al kørsel på linje 1A, 2A, 3 og 4, foreløbigt frem til tirsdag klokken 09.00.

Regional og lokalbusser kører i det omfang, det er muligt, men der er mange aflyste afgange, og der er også ruter, hvor der slet ikke køres.

»De busser, der kører, vil forsøge at følge de normale ruter og køreplaner, men der kan være ruteændringer og store forsinkelser,« lyder det.

Du kan følge aflysninger og forsinkelser på infoskærme, Midttrafik live og på Rejseplanen.

»Når du bruger Midttrafik live i de her dage med store udfordringer med vejret, er det bedst at tjekke, om du kan se din afgang køre på kortet. På stoppestederne skal du trykke på de gule infotrekanter,« lyder opfordringen fra Midttrafik.