Nye solcelleparker og store vindmøller på tegnebrættet – men uvist, hvornår de lander på politikernes bord
Udviklere, lodsejere og naboer må væbne sig med tålmodighed, fordi processen for en potentielt politisk stillingtagen til 14 nye energianlæg på arealer i Syddjurs Kommune stadig er uafklaret.
I Syddjurs er der til dato givet plads til fire solcelleanlæg, som for eksempel her ved Mesballe. To er i støbeskeen, mens det endnu er uvist, hvornår 14 nye ansøgninger til energiprojekter i kommunen kommer under den politiske hammer. Foto: Lars Norman Thomsen
14 store energiprojekter kan på få år vende op og ned på landskabet i Syddjurs. Men lige nu ligger de stille.
Din Avis har spurgt Syddjurs Kommune, hvornår projekterne kommer til politisk behandling. Svaret er kort – og sigende: Det er endnu ikke besluttet.
I stedet samler byrådet sig 29. april til et temamøde forud for det åbne byrådsmøde om energisektoren, elnettet og forsyningen. Her deltager repræsentanter for energibranchen, men ikke de konkrete ansøgere bag de 14 projekter, der venter på en politisk dom.
Ingen har trukket sig
Siden fristen for ansøgninger udløb 26. september 2025, er ingen udviklere eller lodsejere hoppet fra. Kommunen bekræfter, at alle 14 projekter, der blev indleveret rettidigt, fortsat er i spil.
Ét projekt skiller sig dog ud: Et batterianlæg ved det eksisterende energianlæg ved Kolind-Maarup-Nødager behandles i kommunens landzoneafdeling efter anden lovgivning end de øvrige.
Derfor er det kun 13 projekter, der indgår i den fælles proces, som embedsværket nu arbejder intenst med, oplyser Syddjurs Kommune.
Kommunen kalder processen en »screening«. Det betyder ikke, at projekterne er ved at blive godkendt, men at administrationen laver en første grovsortering og foranalyse: Man samler fakta om hvert anlæg, vurderer dem efter faste kriterier og peger på, hvor der er store problemer – for eksempel i forhold til natur, naboer eller elnet – og hvor der ser ud til at være muligheder.
Otte kriterier
Screeningsmodellen blev vedtaget af byrådet 25. juni 2025. Siden da har administrationen vendt og drejet projekterne efter otte kriterier i det såkaldte Arealbarometer – natur, miljø, lokal indpasning, energibehov, elnet-kapacitet, økonomi, teknologi og social accept.
Samtidig slog flere partier i valgkampen i november 2025 forud for kommunalvalget fast, at folkelig opbakning er en forudsætning for at godkende nye solcelleparker og vindmøller.
Først når denne tekniske gennemgang er på plads, kan projekterne sendes videre til egentlig politisk behandling med lokalplaner, høringer og konkrete beslutninger.
Men der er altså stadig ingen tidsplan. Det betyder, at både udviklere, lodsejere og naboer må vente i uvished.
Ambitionen fejler ellers ikke noget. Byrådet har besluttet, at borgernes og virksomhedernes energibehov skal dækkes uden fossile brændstoffer allerede i 2030. Fire solenergianlæg er godkendt og to er i støbeskeen.