En 38-årig mand og hans to venner reagerede hurtigt, da de tirsdag eftermiddag pludseligt så en mand køre væk i den 38-åriges bil, der holdt på Kulholmsvej på havnen i Randers NØ.

Den 38-årige havde sat sin bil i et lukket området, mens mændene spiste frokost kort derfra. Bilen var ikke låst, og nøglen sad i bilen. Mændene bemærkede en mistænkelig mand, der luskede rundt omkring bilen, og de besluttede sig for at køre derhen i en af vennernes bil for at holde bedre øje med manden.

Da de nåede hen til stedet, kom den mistænkelig mand pludseligt kørende ud fra området i den 38-åriges bil. Mændene satte resolut deres bil på tværs af vejen, og biltyven bremsede op. Herefter tilbageholdt de tre mænd biltyven, der viste sig at være en 27-årig mand fra Hammel.

Politiet blev tilkaldt, og en patrulje anholdt den 27-årige, der blev sigtet for tyveri af bil. Da han ikke har kørekort og virkede særdeles påvirket af narko og alkohol, blev han også sigtet for at køre sprit- og narkokørsel og uden førerret.

Under visitationen af den 27-årige fandt betjentene desuden en hobbykniv, som han blev sigtet for at besidde.