Randers FC kan godt tillade sig at være ærgerlige over, at det kun blev til ét point torsdag aften mod rumænske CFR Cluj i Conference League-gruppespillet.

Alhaji Kamara havde bragt Randers i front kort før pausen, og holdet var tæt på 2-0, inden Cluj i stedet fik udlignet til 1-1.

Det var endnu en gang en dødbold, som Randers FC scorede på. Det samme var tilfældet ved begge mål i 2-2-opgøret mod AZ Alkmaar i første gruppekamp.

Dermed er Randers FC nu på to point efter to kampe i Conference League og ligger nummer tre i gruppen.

I gruppens anden kamp vandt AZ Alkmaar på hjemmebane over FK Jablonec med 1-0. Den hollandske klub fører nu gruppen med fire point.

/ritzau/