Håndboldformand fra Bjerregrav blev årets leder
 
Lykke Andersen fra Bjerregrav Boldklub havde egentlig slet ikke tid til at deltage i Sportsfest 2015 i Randers i lørdags. For hjemme i Bjerregrav var der et U 8-håndboldstævne med overnatning, der skulle afvikles.
Lykke havde dog – uden at vide noget om den forestående hæder – taget en time ud af kalenderen for at komme til festen – og tak for det, for det blev nemlig helt fortjent hende, der løb med titlen som årets leder i Randers Kommune og foruden prædikatet også løb med en pris på 5.000 kroner fra Folkeoplysningsudvalget.
I afgørelsens stund var hun i duel med Jens Larsen fra Purhus, men hæderen gik til Lykke.
Folkeoplysningsudvalgets formand, folketingsmedlem Malte Larsen, hyldede Lykke.
“Hendes engagement gør, at andre følger det gode eksempel. Ved at dele opgaverne op i overskuelige størrelser har hun formået at få engageret mange af de øvrige forældre, der gerne vil deltage, når de præcist ved, hvad de går ind til,” sagde Malte Larsen, der betegnede Lykke som et eksempel på forenings-Danmark, når det fungerer bedst.
I indstillingen af Lykke Andersen hed det blandt andet: “Lykke er lykkedes med en af de helt store udfordringer i mange foreninger – nemlig at rekruttere og organisere de frivillige. Hun har formået at udrette det, man i mange andre klubber kun snakker om at gøre. Udover at rekruttere og organiserede de frivillige, har Lykkes arbejde været en væsentlig årsag til, at Bjerregrav Boldklub har vendt medlems-afgang til tilgang. Med Lykkes setup af frivillige var der allerede en bred berøringsflade med byens børn, og unge og specielt de små U-8 og U-10 strømmede til. Både drenge og piger.”
Håndbold fylder meget i familien. Hør bare mere fra indstillingen:
”Lykke er utrættelig! Konstant kører hendes hjerne på håndbold. Hendes børn spiller alle håndbold, hendes mand er træner for et drengehold, og, nå ja, så træner hun også lige selv et hold.”