78-årige Alf Bargisen kom sent i gang og nyder fortsat hver eneste time på golfbanen

Da Alf Bargisen, i randrusiansk idræt kendt som leder i både Dronningborg Boldklub og Vorup FB, i 1990 af naboen Bendt Apollo Rasmussen blev lokket med til golf i Randers Golf Klub på Himmelbovej, havde han ikke drømt om, hvad det skulle føre til.

Nu spiller han tre gange om ugen både sommer og vinter og rejser sammen med fru Jytte ud i verden for at spille golf – i Spanien, USA, Tyrkiet, Thailand og Den dominikanske Republik for at nævne nogle.

Da Jytte kom ind i enkemand Alfs liv og flyttede ind i Haslund, gjorde hun det klart, at hun og Alf ikke skulle klæbe sig til hinanden.

Hun fik hurtigt en beroligende besked fra Alf:

”Det behøver du sandelig ikke være bange for skal ske. For jeg spiller golf….”

Lød beskeden fra Alf.

”Så vidste hun da, hvordan tingene forholdt sig og vidste, hvad hun gik ind til,” griner Alf, der er helt vild med spillet.

”Jeg bliver ved, indtil benene slet ikke kan mere. Når jeg måtte få problemer med at komme rundt, kan jeg jo bare leje en golfvogn til at køre mig rundt,” kommer det hurtigt fra den 78-årige tidl. glarmester med virke i Bjerringbro.

Har DBU’s sølvnål
Inden golfinteressen var Alf, der er født i Ølgod, spiller og leder i DB, blev efter flytning til Haslund og tæt på Ulvehøj sportslig ungdomsformand i fodboldafdelingen i Vorup FB og har bl.a. modtaget DBU’s sølvnål for 25 års lederarbejde.

Han er også kendt fra ”gamle dage” med World Cup i Randers om sommeren. Sammen med Bendt Apollo og et større slæng fra Haslund var han i gang en hel uge og var en travl pommes-frites-mester i det store salgstelt på banerne på Viborgvej.

Nu er World Cup desværre fortid, og ledergerningen i fodbold er også lagt på hylden.

En stor del af livet
Nu handler det om golf.

”Golf er blevet en stor del af mit liv. Før var det fodbold, men det ændrede sig, da ham Apollo fik mig lokket med til golf. Og det er fantastisk. Jeg fortryder intet. Jeg gider ikke motionere og bare gå 10 km ud af vejen. Så er det da meget bedre med tre ugentlige runder på tre gange godt ni km. i en fantastisk natur på golfbanen på Himmelbovej. Er der koldt om vinteren, opvejes det så rigeligt af kl. 7.00 en kold mandag morgen at se en kronhjort,” beretter Alf, der også glæder sig over et fantastisk kammeratskab.

Alf er en travl herre.

Sammen med fru Jytte er han med på holdet Mandagsseniorer med 144 deltagere – og er for resten formand for holdet. Ofte tager han også på besøg hos de andre golfklubber i omegnen, og så spiller han også med Onsdagsherrerne, der er et specielt hold.

”Ja, det varer noget, inden alle på det hold kommer hjem. Med start 13.00 er det sidste slag slået ved 17-tiden. Men så gælder det efterfølgende præmieoverrækkelse og kortspil. De sidste punkter kan godt tage tre-fire timer,” beretter Alf Bargisen om et fantastisk socialt liv og sammenhold blandt golferne.

Alf, der har handicap 32, men har været nede på handicap 24, er ikke i tvivl om, hvad han finder er det sværeste i golf.

”Det hele…..”

Kommer det ikke uventet med humor fra den 78-årige golfspiller.

Han kommer selv ind på det største problem.

”Jeg slår ikke så langt længere. Det er mit problem,” siger han med henvisning til det dårligere handicap.

Han glæder sig til for alvor at komme i gang med en ny sæson.

For han finder det herligt at spille golf i en vidunderlig natur.

”Jeg har nydt hver eneste time….”

Siger han om nu efterhånden 18 år som golfspiller.

Plads til 126 – det antal nåede man på fire dage
Randers Golf Klubs nye sæson starter på søndag 2. april. Dog har spillerne tyvstartet en uges tid før, da det gode vejr og greenkeepernes anstrengelser gjorde det muligt at komme på ”sommergreens” lidt før den officielle sæsonstart.

Traditionen tro startes sæsonen med en åbningsturnering på klubbens dejlige bane, og sædvanen tro skulle man skynde sig for at komme med til åbningsturneringen, den afvikles som en ”gunstart.”

Det betyder, at deltagerantallet er forholdsvis begrænset med plads til 126 spillere. Og de pladser blev hurtigt besat. Fire dage efter åbningen for tilmelding var alle pladser væk…

Det betyder dog ikke, at man ikke kan deltage i åbningsturneringen. Blot må de, der kom for sent, spille på klubbens par 3-bane.

 

Opdateringer på banen
Til sæsonstart er der lavet et par opdateringer på banen. På 16. hul har man nedlagt en bunker og bygget to nye. Det er ændringer, der gør hullet lidt mere udfordrende for de spillere, der slår langt. På 13. hul har man omlagt en sti, så turen fra tee-sted til fairway nu er noget mere ”jævn.” Og samtidig er der blevet plads til en god kælkebakke, hvor stien lå før. Noget, børnene i området sikkert får megen glæde af ved snerige vintre.

 

12 nye golfbiler
Et stort ønske om flere golfbiler er også blevet opfyldt, idet klubben har købt 12 nye buggies til erstatning for de seks gamle og dermed fordoblet kapaciteten. Dermed får spillere, der har svært ved de mange bakker på den kuperede bane, mulighed for at spille endnu flere runder.