Et ægtepar vågnede onsdag morgen ved et ordentligt brag.

Og da de stod op, kunne de se, at en traktor var kørt ind i deres hus på Østerkæret ved Fårup og havde lavet et stort hul i muren ind til stuen.

Traktorføreren var en 24-årig mand, og da politiet kom frem, forklarede han betjentene, at han var faldet i søvn over rattet efter at have kørt rundt på en mark ved huset.

Den 24-årige blev efterfølgende sigtet for manglende agtpågivenhed.