Der har manglet et sted at spille banko i Randers, mener Steffen Petersen, der sammen med den nystartede forening Randers Bankoklub forsøger at lave om på det ved at åbne en bankohal i det tidligere Randers Legeland.

ANDERS MICHAELSEN

»Det er slut. Det kan ikke hænge sammen, så nu har vi spillet banko på Agerskellet for sidste gang. Bankohallen A/S og Støtteforeningen Randers Alliancen ophører.«

Sådan lød dommen over Randers’ hidtil seneste større samlingssted for bankospil, der måtte lukke og slukke tilbage i sommeren 2020. Men har man gået og tørstet efter at høre udtryk som »gamle Ole« og »to tykke damer« blive læst op i en hal præget af koncentreret stilhed og præmiehungrende spidse albuer, så kan ens bønner nu være blevet hørt.

Jeg er sikker på, vi nok skal få fuldt hus. Alle elsker banko – og i dag har vi allerede 20-årige og opefter, som begynder at spille det.

Steffen Petersen, formand for Randers Bankoklub.

For her er det planen, at der søndag 27. marts starter et nyt bankoforetagende på Mirabellevej 9, hvor Randers Legeland tidligere lå. 300 gæster kan med et medlemskab komme og spille banko i den nye hal, som i første omgang har banko på programmet tirsdag, torsdag og søndag hver uge. Målet er dog på sigt at kunne tilbyde banko hver dag.

»Vi er en gruppe, som har spillet banko i rigtig mange år, og gør det fortsat, og vi pendler både til Aarhus, Viby og Skødstrup – alle mulige steder – for at komme til et ordentligt bankospil. Og der vil vi jo gerne spare lidt penge på transport. For det koster jo også at køre frem og tilbage hele tiden. Så vi tænkte, det kunne være fedt, hvis vi kunne få banko op og køre igen her i byen,« fortæller Steffen Petersen, der er formand i den nystartede forening Randers Bankoklub, som står bag den nye bankohal.

Skal nok få fuld plade

Foreningen har lejet sig ind i hallen hos Festihuset, som Steffen Petersen er indehaver af, og for at det hele kan løbe rundt, har man valgt, at hallen også kan udlejes til selskaber på de dage, hvor der ikke er banko.

Når der til gengæld er banko, så vil der hver gang være præmier for 25.000 kroner. Præmier som primært bliver finansieret af folk, der kommer og spiller. Her er bankoformanden fortrøstningsfuld i forhold til at få nok opbakning.

»Jeg er sikker på, vi nok skal få fuldt hus. Alle elsker banko – i dag har vi allerede 20-årige og opefter, som begynder at spille det. Da der var banko over på Agerskellet, var der mellem 200 og 400 hver aften,« siger Steffen Petersen og tilføjer:

»Og så er banko jo bare superhyggeligt – man får en masse gode bekendtskaber og venner, og det giver bare rigtig meget socialt at spille. Og så er der selvfølgelig også et adrenalinkick i, at man kan vinde noget.«

Her er det ikke kun gæsterne, der har mulighed for at vinde, for der er også sidegevinster – om man vil – da dele af overskuddet fra bankospillene også kommer til at gå til foreninger i Randers Kommune.

De unge vil også spille banko. Steffen Petersens nevø Emil hjælper til med at gøre hallen klar, og kommer også til at spille med i den nye bankohal. Foto: Randers Bankoklub.

Forsøgsperiode

Inden den store banko-premiere i marts, mangler der stadig borde, ellers er man så småt klar til at »ryste posen« for første gang.

»Vi mangler lidt nogle borde, så hvis der er nogen folk, der sidder inde med nogle lange borde, som man måske kender det fra forsamlingshuse, selskabslokaler eller skolen, så siger vi i hvert fald gerne ’ja tak’,« siger Steffen Petersen, der i tilfælde af han ikke finder de fornødne borde, er klar til at gå ud at leje det sidste vigtig inventar.

Trods manglende borde, kan bankodrømme godt stå af sig selv.

»Vi drømmer om, vi kan have åbent hver dag, det er planen. Men nu ser vi de næste seks måneder an, som er lidt et forsøg, så hvis det går rigtig dårligt, så ved vi godt, hvordan det kommer til at gå, og så lukker vi. Men jeg havde aldrig gået ind i det her, hvis jeg ikke troede på det kunne lade sig gøre,« fastslår bankoformanden.

Første spil med den nye bankohal er som tidligere indtil videre planlagt til at løbe ad stablen søndag 27. marts. Og vil man gerne spille med, så kræver det, at man er medlem af Randers Bankoklub.