Af Erik Humblebug, Chr Hauns Alle 6, 1.th, 8900 Randers C

Kære Rosa Lykke Yde.

Jeg vil betegne mig som en ekspert i kommunal forvaltning. Jeg har nemlig mødt 15 af slagsen inden for de seneste år. Derfor har jeg også en god indsigt i, hvordan landets jobcentre arbejder.

Nu skal det siges, at jeg har min erfaring som borger. Derfor er jeg selvfølgelig glad, når du gerne vil være med til at undersøge det lokale jobcenter her i Randers. Det bekymrer mig bare, at det endnu en gang er systemets folk, der skal foretage undersøgelsen.

Jeg har blandt andet boet i Herlev Kommune. Her er jobcentret stolte af at være landets 4. mest effektive jobcenter i Danmark. Det forstår jeg godt, at de er. Herlev Kommune er den mest formynderiske kommune, jeg har været i. Og det valg, som jeg fik var, ”find dig i tvang eller flyt ud af kommunen”.

At jeg inden for den første måned havde været til tre jobsamtaler talte ikke. Det var ikke min jo konsulent, der havde sendt mig derhen. At jeg påviste deciderede faglige fejl blev svaret med, at det skulle jeg ikke blande mig i.

Jeg har talt med din kollega i Viborg Kommune. Hun berømmede også de tilbud, som de har i kommunen. Selv ser jeg Viborg Kommunes jobsøgningskursus som noget særligt. Her fik jeg en god sparring i forhold til de jobs, som jeg søger.

Desværre er Viborg Kommune også en kommune, der var ved at sætte mig på gaden. Jeg har holdt et møde med en faglig leder, der prøvede at bilde mig ind, at kommunen ikke havde hjemmel til at yde mig indskudslån til en lejlighed.

Det har Randers Kommune heldigvis haft. Og i dag er jeg glad for, at Viborg ikke endte med at blive min hjemby. Jeg forstår ikke, at Viborgs borgmester er formand for KLs socialudvalg med den praksis, som jeg har oplevet i Viborg Kommune.

Herning Kommune har jeg oplevet som en god kommune. Jeg synes dog, det er mærkeligt, at en kommune kan forvente, at jeg skal skrive to ansøgninger om ugen, når kommunen ikke kan stille en computer til rådighed. Det kan andre kommuner.

Hvis vi ser på antallet af klagesager i Ankestyrelsen, hvor borgerne får medhold, taler det sit tydelige sprog. Der er plads til forbedringer på det faglige område.

Jeg har lige set, at Randers Kommune leder efter en ny arbejdsmarkedschef. Det er en stilling, som jeg gerne vil stille mig til rådighed for.

For jeg ønsker et arbejdsmarkedsområde i min kommune, hvor der også er plads til borgeren. Borgeren er desværre glemt i dit forslag.

Direktøren for Social og Arbejdsmarked, Helene Bækmark, har for nylig fortalt i Tv2 Østjylland, at hun gerne ser et Jobcenter, der bliver målt på dialogen med borgeren og på fagligheden.

Det er en strategi, som jeg gerne vil være med til at implementere.