Stor tilfredshed fra både Værket, Randers Festuges sekretariat og Tante Olgas Leif Bressum. Vejret, stemningen og publikum har været i en klasse for sig i årets udgave af Randers Festuge, lyder det.

KIAN JOHANSEN

Den bedste Randers Festuge i flere år.

Sådan lyder det fra alle de aktører, som Din Avis har talt med den første hverdag efter at raketterne, fadøllene og musikken har fortonet sig. Vi har bedt om den første umiddelbare kommentar.

»Randers Festuge er lykkedes bedre end de foregående år. Vi blev beriget med godt vejr og en godt, varieret program. Alle vores aktører, foreninger og kulturinstitutionerne har samlet sammensat et program der har ramt masser af vores målgrupper,« mener eventchef Mette Bertelsen, der har stået for koordineringen af Randers Festuge.

Som et eksempel på, at Randers Festuge i år ramte endnu bredere, nævner hun, at børnene i den grad var taget med i år, blandt andet med Hr. Skæg på Værket. Det anderledes folkelige kom på banen, da Operaen inviterede på cava og rejer, blot som et eksempel.

»I Randers kan vi godt lide det uformelle og det folkelige og der kom i den grad publikum til i år, er min opfattelse.«

Det eneste malurt i bægeret er, at det for flere foreninger og restauratører har været svært at iltrække frivillige og personale.

»For nogle har det måske betydet lidt længere kø enkelte steder. Vi håber kun, at det er i år, at de frivillige ikke er har været der for at hjælpe foreningerne i så høj grad som under tidligere festuger.«

Der blev grovhygget

Hos Leif Bressum er der smil og tilfredshed. Han har i utallige år har stået bag Tante Olga og førhen arrangerede han også festen på plænen. Han har været med til Randers Festuge i 35 år. I år var hans markante bidrag scenen for enden af Storegade med gratis koncerter, sponsoreret af seks sponsorer.

»Planeterne står lige. Vi har det godt. Alt har fungeret perfekt. Det har været en mindeværdig festuge. Vores program passede perfekt til publikum der kvitterede med at grovhygge, både unge og gamle. Jeg er nærmest fløjet hjem hver nat. Der har næsten ikke været nogle episoder, jo to, og det er meget lidt, set i forhold til alle de publikummer vi har haft besøg af. Lørdag var der helt udsolgt og fyldt ved scenen, så det var en af de bedste festuger jeg har deltaget i.«

Bedste program nogensinde

Også på Værket er der tilfredshed.

»Vi har haft besøg af 12.000 publikummer til fire gratis og to betalende arrangementer ved Amfiscenen. Og vi har set alle slags gæster både i alder og smag, så vi mener vi har ramt velnok den bedste programsammensætning nogensinde under en festuge,« siger Mikael Qvist Rørsted, der er Musik- og teaterchef for Værket.

Også vejret har været med til at gøre det til en af de bedste festuger i nyere tid, mener musikchefen.

»Og så har jeg aldrig set så feststemt et publikum som da Tobias Rahim optrådte. Det var fantastisk.«

Her dukkede 4.500 op. Ikke i nærheden af de 7.500 som nogle gættede på.

»Og vi havde styr på det. Alt klappede som det skulle. I den forbindelse kan jeg godt være ærgerlig over, at visse medier pustede til en ond stemning. Vi fokuserede på det trygge og den glade fest, mens flere medier spurgte til sikkerhedsplaner og spekulationer om, hvor mange der kom. Lad os bare sige, at jeg ikke behøvede et vækkeur, for journalisterne ringede tidligt hver morgen for at stille de samme spørgsmål,« lyder det.

Til gengæld er en af punkterne i en kommende evaluering, om man til de betalende arrangementer skal undlade at lukke så mange ind. Det skal der regnes på om det kan løbe rundt og der skal træffes nogle valg. Omvendt vægter hensynet til de ældre publikummer, der ikke kan stå op under en hel koncert også højt.

»Vi har altid solgt billetter til stående forestillinger, som til Poul Krebs og Lars Lilholt. I år var det så stor en succes, at der ikke var plads til flere. Flere af vores gæster har nok altid kunnet sidde ned under koncerterne de forrige år. Men når der er udsolgt, så er der ikke plads til at sidde ned til en stående koncert. Det skal vi have afklaret til næste år.«

Din Avis har forsøgt at få fat i arrangørerne bag Festen på Plænen for at høre om deres oplevelse af Randers Festuge. Det har desværre ikke været muligt inden denne artikels deadline.