1. april kunne det statslige hjemmeværn i sin nuværende form fejre 75-års jubilæum.

Byrådsmedlem i Randers Kommune, Christian Engelbrecht Pedersen fra Langå, har selv været med i Hjemmeværnet de seneste 12 år som blandt andet kompagnichef, ceremonimester, stabsofficer og lærer på Hjemmeværnets nationale uddannelsescenter i Nymindegab. Her har han blandt andet uddannet kommende kompagnichefer og undervist på sikkerhedspolitisk kursus og en række andre kurser.

»Jeg ønskede at yde en ekstra indsats for samfundet gennem frivilligt arbejde, og jeg syntes, jeg havde noget at byde ind med. Jeg havde en baggrund i Forsvaret med en lederuddannelse og en fredsskabende mission på Balkan, og så havde jeg efterfølgende nogle års erfaring fra politiet,« fortæller Christian Engelbrecht Pedersen.

Fejringen af Hjemmeværnets 75-års jubilæum fandt sted 3. april med en parade ved Frihedsmuseet i København. Hendes Majestæt Dronning Mary, som selv er frivillig i Hjemmeværnet, overrakte en særlig medalje til de få nulevende hjemmeværnssoldater, der har været med siden starten i 1949.