Vi har fået følgende indlæg fra borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen

Corona krisen påvirker os alle og hver dag står vi foran ukendt terræn. Det betyder svære tider for familier, for enlige, for ensomme – ja for alle danskere. Mange har mistet jobbet og endnu flere er bekymrede for deres fremtidige indkomst. Velfærdsområderne i Randers kommune er selvfølgelig også påvirkede, da vi kører nødberedskab på mange områder. Det betyder for eksempel lavere bemanding på plejehjemmene og nødpasning af børnene.

Men borgere og brugere kan være trygge. Kommunens medarbejdere knokler hver dag for at få tingene til at fungere. Og det fungerer. Stor tak for det. Også en stor tak til alle dem, der knokler på arbejdet hver dag, for at bringe varer ud, får maskinerne til at køre, sidder ved kasserne i supermarkedet, renoverer boliger eller noget helt femte.

Mange arbejdspladser er ramt – derfor vil jeg opfordre til at handle lokalt – også online. Randers kommune har også iværksat vores egen hjælpepakke som supplement til de statslige, med eksempelvis fremrykning af vedligeholdelse af de kommunale bygninger. Vi skal i fællesskab alle gøre, hvad vi kan for at holde hånden under beskæftigelsen og trygheden og være klar til tiden efter corona.

Tiden lige nu er ekstra svær for vores ældre og ensomme, og nu nærmer påskehøjtiden sig. Derfor håber jeg også, at alle vil sende en hilsen til deres nære og eksempelvis bruge de teknologiske muligheder. På vores plejehjem hjælper personalet gerne med at komme i digital kontakt med de pårørende. Det har heller ikke været nemt at være familie med børn, hjemmeundervisningen har f.eks. krævet sit, og ungerne er efterhånden meget klar til, at der skal ske noget mere. Gå en tur, nyd vores fantastiske natur i hele kommunen. Det er der mange, der allerede gør – og går i store buer udenom hinanden. Det er også netop det, der gør, at smitten bliver begrænset. Stor ros for at lytte til myndighedernes anbefalinger. Det er svære tider, og de næste måneder bliver også vanskelige.

Og på den anden side af alt dette, vil vi se et Danmark og et Randers, der ikke helt er som tidligere. Vi kan alle være stolte over fællesskabets kraft, og i Randers kommune kan borgerne være trygge. Vores institutioner fungerer flot på trods af de svære betingelser. Vi står alle sammen – ved at holde afstand.