Udbyhøjvej ved Randers var i dag spærret i flere timer efter at en motorcyklist og en bilist kørte frontalt sammen i morges.

Motorcyklisten blev kørt til hospitalet, og Østjyllands Politi beskrev det som en alvorlig trafikulykke.

Nu er meldingen, at han er uden for livsfare.

– Heldigvis er motorcyklisten uden for livsfare og har umiddelbart ikke alvorlige kvæstelser, skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Ulykken skete syd for Harridslev, og Udbyhøjvej blev spærret i begge retninger frem til cirka klokken 11.30, hvor en bilinspektør var færdig med sine undersøgelser på stedet.