Mandecentret Randers åbnede i april, og lige nu er der helt fyldt op og fire nye pladser er på vej.  En af beboerne er taknemmelig for igen at have fået overblik over sit liv efter tre måneder på centret

 

Alle ved hvad et krisecenter for kvinder er. Det er her kvinderne søger tilflugt med sine børn – væk fra en voldelig mand eller kæreste. Det er i hvert fald det, vi læser. Men hvad er et mandecenter så lige … er det et herberg for misbrugere, eller er det et sted, hvor mænd kommer kravlende gule og blå efter at have fået bank af konen? – Til det kan man blot sige: Nej – det er det langt fra!

På Mandecenter Randers kommer velfungerende og veluddannede mænd, der midt i en skilsmisse måske knækker sammen og mister overblikket. For falder en mand i en livskrise, så har han det med at ramme gulvet rigtig hårdt.

En af de nuværende beboere er en 38-årig mand fra det sydlige Østjylland. Han vil gerne være anonym, men Din Avis kender hans identitet og har fået en snak med ham om, hvorfor han blev nødt til at søge hjælp under sin skilsmisse. Vi kalder ham Kasper her i artiklen.

På Mandecentret Randers har han fået den hjælp,  han havde brug for, da han selv mistede overblikket og var parat til at give alt fra sig undtaget børnene – simpelthen fordi han bare ønskede at komme videre og ikke vidste, hvor han ellers skulle gå hen.

“Da min søn var et par måneder gammel, blev han alvorlig syg. Jeg var utrolig bange for at miste ham, og min kone og jeg snakkede slet ikke om den angst, jeg havde. Der var ingen kommunikation mellem os om de vigtige ting. Det hele blev bare til en overlevelsesstrategi”, fortæller Kasper.

Han og ekskonen har kendt hinanden i ti år og været gift i fem. De har to børn på fem og tre år. Og det er den yngste, der blev syg et par måneder efter fødslen. Han er dog heldigvis rask i dag.

Parret kæmpede for at overleve og få dagligdagen til at fungere.

“Men min historie er ikke så meget anderledes end mange andre mænds. Og derfor skal man heller ikke tøve med at få hjælp”, understreger Kasper.

Da  krisen ramte parret blev Kasper lige så langsom udadreagerende og hans i forvejen iltre temperament, fik et nøk opad. Han begyndte at gældsætte sig for at shoppe løs af ligegyldige ting, og snart var gælden så stor, at også den blev uoverskuelig. En gæld han skjulte for sin kone. Han var hende også utro, for han havde brug for anerkendelse. Alle skulle se ham og alt skulle virke ok udadtil. Men på en sheltertur med en kammerat i maj, ramlede det hele for ham.

“Min kammerat og jeg havde en hyggelig tur, og en dag røg vi en joint sammen, og så fik jeg det psykisk dårligt”, fortæller han helt ærligt, men han nervøst piller ved sin drikkedunk, han sidder med mellem hænderne.

Efter denne tur tog flere kammerater hånd om Kasper, for de kunne godt se, at den var gal.

“Og to af dem tog mig simpelthen under armene og fulgte mig herop til Mandecentret Randers. Og det er jeg meget taknemmelig for”, fortæller han.

Han havde hørt om Mandecentrene rundt om i landet, da han så en dokumentar med journalist Anders Agger fra DR, der var på besøg på Mandecentret Esbjerg.

“Jeg er glad for, at jeg kom til Randers. Og det har vist sig, at der også er hjælp at hente blandt frivillige hos Selvhjælp Randers. Jeg er meget taknemmelig”, siger han.

Hos Selvhjælp Randers kan beboere på Mandecentret Randers få gratis økonomisk rådgivning, og det kom Kasper til gode.

”Jeg fik styr på, hvad jeg kunne gøre i forhold til min gæld og forpligtigelser i min kones og mit fælles hus. Det er der helt styr på nu, og jeg kommer efter hussalget ud med penge. Så jeg har til at betale gæld og komme videre. Det er jeg utrolig taknemmelig for”, fortæller han.

For det så sort ud før opholdet – konen ville skilles – Kasper havde en gæld på godt 200.000 kroner, og han var parat til at afgive alle sine rettigheder, blot for at få fred.

Gennem de tre måneder han har boet på Mandecentret Randers, har han stadigvæk overholdt sine forpligtigelser i hjemmet og hans kommune har derfor betalt opholdet. Det er helt almindelig praksis, og er direkte årsag til at Kasper kan komme videre. Derudover har mændene på Mandecentret Randers også glæde af fødevarebanken, der gør, at de ikke har de store udgifter til mad. Dette er også med til at de kan sparer op til livet efter opholdet. Og det opfordrer centret kraftigt beboerne til at gøre, så de kan komme videre bagefter.

 

Skeletter i skabet

Mens Kasper har været på Mandecentret Randers har han også været i et terapiforløb, hvor han har fået sat ord på sin situation, og alle skeletterne er kommet ud af skabet.

”Terapeuten og jeg er i fællesskab nået frem til, at mine problemer stammer fra min søns sygdom og angsten for at miste ham”, fortæller Kasper med tårer i øjnene.

Der er ingen tvivl om, at det er her problemerne for alvor tog fart for ham. Og det er ok at græde – i det hele taget er det tilladt at tale, græde og komme af med sine frustrationer på sådan et sted som her.

Et forløb her strækker sig typisk over tre-fire måneder. Det er den tid, det tager at få styr på følelser, tanker og alt det praktiske i forbindelse med et opbrud i familien. Men kunne Kasper have søgt hjælp hos venner og familie? Det kunne han nok, men han var ikke parat til at lægge sine gode venner til last med sofasurfing og han havde brug for at komme væk fra det hele.

Det har været en rutchebanetur af de helt store for Kasper, men han har fået indkapslet, hvad der ligger til grund for hans udfordringer. Hans kone har været til samtaler i Mandecentret Randers og der er kommet styr på de helt basale ting i forhold til økonomi, samvær med børn og fremtiden.

“Vi har også besluttet, at holde jul sammen begge to med børnene, for vi vil gerne have det til at fungere for deres skyld. Men vi skal stadig skilles, og om tre uger har jeg min egen lejlighed og jeg kan komme videre med mit liv. Jeg skal have fundet mig et arbejde igen, og jeg har fået en tro på at jeg kan komme videre”, fortæller Kasper.

Han er heller ikke længere bange for at fortælle, at han har haft brug for hjælp til at komme videre. Hele hans omgangskreds og familie ved, at han i øjeblikket bor på et Mandecentret Randers.

“Da min kone skulle herop havde hun også fordomme om steder som dette. Men de blev gjort til skamme, og hun kunne godt se, at det var det helt rigtige sted for mig at søge hjælp”, fortæller han.

Men Kasper er ked af, at han skal skilles – han har altid troet på familien og så er han håbløs romantiker, fortæller han.

“Jeg har altid troet, at vi klarede den, men lige nu ser jeg ikke længere  skilsmisse som et nederlag. Og jeg vil gerne sige til andre mænd, at de skal holde på deres rettigheder og ikke bare give afkald på det hele. Der er noget, der er værd at slås for, og der er hjælp at hente. Hvis du giver afkald på for eksempel et hus, dine børn og andet af værdig, så kommer du aldrig videre. Jura er jura – kærlighed er kærlighed. Få styr på begge dele og lad være med at konfliktoptrappe”, er hans råd til andre mænd i samme situation.

 

Mere kapacitet

Der har siden pandemien brød ud i marts, været stor efterspørgsel på pladser over hele landet – især i København er antallet af efterspørgsler på pladser eksploderet. I Randers er der også fyldt helt op – her er seks pladser og myndighederne har bevilliget nødpladser over hele landet undtaget i Randers. Mandecentret Randers har fået tilladelse til endnu fire pladser, der vil være klar i løbet af februar/marts.

Der har dog de sidste par måneder været en nedgang på søgningen af ambulante henvendelser til Mandecentret Randers på grund af Covid19, men man er klar til at tage imod mænd fra hele landet, ligesom det er tilfældet med et krisecenter for kvinder.

Og det er forventeligt, at der vil komme flere mænd og søge hjælp i forbindelse med juledagene eller umiddelbart efter, siger leder af Mandecenter Randers Teddy Jalk.

“Vi står klar til at modtage de mænd, der har brug for hjælp. Og selvom administrationen er lukket i helligdagene, har vi altid en medarbejder på vagt, så man kan komme her, hvis der ikke er andre muligheder for hjælp”, fortæller han.

I øjeblikket er der kun en mand fra Randers – de andre fem er fra andre kommuner.

Det er alle mænd, der selv har henvendt sig. Og på centret er de åbne for at beboerens samlever kan komme på stedet for at snakke om fremtiden, bodeling og børnesamvær.

“Og her er et vigtigt at slå fast, at vi ikke tager manden parti. Vi er uvildige og står helt neutrale i sådan en situation. Men vi mægler og forsøger at finde en løsning for alle parter”, siger Teddy Jalk.

For at imødekomme det store pres, der er for hjælp til mænd i en livskrise, har Mandecentret Randers ansat en socialrådgiver. Christina Olivia Thøgersen har før arbejdet med kriseramte familier.

“Min opgave er at være kontaktperson. Jeg kan varetage de juridiske kontakter og rådgive om hvilke muligheder, der er for samvær og hvilke muligheder der er for at søge midler og rådgive om de rettigheder manden har – men selvfølgelig også hvilke rettigheder kvinder i forholdet har.

Men manden bliver for det meste overladt til sig selv, sådan som systemet er i dag.

“Tag nu for eksempel en familie med så store problemer, at kvinden tager børnene med sig, og ikke siger, hvor hun går hen. Så kan manden ikke gøre noget. Ja jeg har sågar oplevet at politiet har grinet, hvis manden har anmeldt det som bortførelse. Men hvis manden går sin vej og tager børnene med sig, ja så blive kvinden faktisk taget alvorlig. Og det er jo ikke helt fair”, siger hun.

“Det er meget kritisabelt i forhold til ligestilling”.

 

Grundet Corona og de nye restriktioner er der ikke fysisk åbent.

Men Mandecentret Randers er tilgængelige på telefon frem til 23. december og 28. ,29. og 30.december på telefon: 70 25 90 17