Fire mexicanere og to danskere er gået sammen om madkæden Tacoboy, der nu har to take-away steder  her i kommunen. Smagen er ikke til at tage fejl af – dette er ægte mexicansk kvalitet

 

“Her er ikke noget med amerikanske eller europæiske udgaver af tortillas eller tacos – det her er ægte mexicanske fødevarer”, fortæller manden bag Tacoboy, Juan de Dios, der har boet i Randers i 20 år – først ernærede han sig som fotograf, men de seneste tre år har han arbejdet benhårdt sammen med Ixchel Keller Gomez på at servere ægte mexicansk til os, der vel nærmest kun har smagt færdigretterne fra tex-mex, hvis bølgerne skulle gå højt.

“Når folk skal spise mexicansk, går de i det lokale supermarked og køber tacos eller tortillas – men det har egentlig ikke meget med ægte mexicansk mad at gøre””, fortæller Juan de Dios.

“Tortillas er for mexicanerne, hvad smørrebrød er for danskerne, så der er mange varianter. Men dem du køber i supermarkedet er ikke en af dem”, siger han og smiler.

Tortillas laves mest på majsgrød – ikke noget med mel her. Majsen bliver kogt med kalksten til en grød, og det er af denne grød, man laver ægte tortillas – og det er dem, man får serveret hos Tacoboy.

“Vi har ikke en egentlig brødkultur i Mexico”, fortæller Ixchel Keller Gomez, der er født i Mexico City, men opvokset i København.

“Vi spiser majtortillas morgen, middag og aften”, fortæller han.

Hans mor, som er fra Mexico-City tog ham og hans søskende med til sin hjemby en gang om året og det endte med at han på et tidspunkt blev der i 22 år. Herefter flyttede han hjem til København og åbnede sin egen restaurant, fordi hans hustru ikke kunne få rigtig mexicansk mad nogle steder. “Jeg har  længe gerne ville ud af byen, og så bød muligheden sig her sammen med Juan”, fortæller han.

Nu er han flyttet til Randers, for at banke forretningen op sammen med Juan De Dios (direktør), Jonas Holm (Food and Beverages), Hans Christensen (økonomichef), Mariela Cantu (Indkøbsmanager) og Sebastian Flores (Souschef).  De er alle engagerede og erfarne folk indenfor deres felt.

Jonas Holm kommer fra en stilling som Chain Supply Manager hos Joe & The Juice i London – han er vokset op i Værum, men siden 2015 har han været med til at forøge antallet af restauranter i kæden i London.

“Da jeg kom derover, var der fem butikker, og da jeg rejse sidste år, var der 55. Det var en sjov rejse at være på, men jeg ville gerne hjem og prøve noget andet. Så mødte jeg Juan og besluttede mig at tage en tur til Mexico. Der mødte jeg min kæreste, som er taget med tilbage til Randers”, fortæller han.

Han skal være med til at udvide Tacoboy til andre byer end lige Randers og Spentrup.

 

Ikke stærkt men smagfuldt

Juan de Dios er sikker på at randrusianerne og også resten af Danmark, vil få smag for den ægte mexicanske smag. Deres slogan er: “We are not spicy but tasty!”.

“Det er en forkert opfattelse at sige, at mexicansk mad er stærkt. Det er det som sådan ikke. Ja vi bruger chili, men det er mest til salsaen. Selve maden er ikke stærk. Vi tilbereder bare på en anden måde og chilien bliver brugt som smagsforstærker”, fortæller han.

Faktisk koncentrere mexicanernes liv sig om måltiderne, fortæller mexicanerne fra restauranten.

“Når vi spiser morgenmad, snakker vi om, hvad vi skal have til frokost. Og når vi spiser frokost snakker vi om, hvad vi skal have at spise til aften”, siger Ixchel og de griner alle sammen.

Kærligheden til det mexicanske køkken vil de alle gerne give videre til danskerne, og deres håb er at mexicansk mad på danskerne menu fremover vil være den ægte vare.

“Vores land bygger på traditioner, og dem vil vi gerne give videre. Mexico er det største spansktalende land i verden – der er 4800 kilometer fra nord til syd, og der er tre tidszoner”, fortæller Juan.

Han er opvokset i det nordlige Mexico, der faktisk har en stor jødisk population, der er kommet fra andre dele af verden. Derfor er en tortillas også lidt anderledes end den, der er omkring Mexico City. For i det område, hvor Juan kommer fra, bruger man majsmel, som et af de ganske få områder i Mexico. Denne variant kan man også få i Tacoboy.

Efter et liv i bjergene, tog Juan til det flade skandinaviske land.

“Det er nok fordi, jeg er opvokset i bjergene, at jeg er faldet for det flade danske landskab – og derfor jeg har fotograferet så mange naturmotiver. Jeg synes, det er fascinerende”, fortæller Juan de Dios.

“Ja selv det danske sprog er fladt – det kan jeg godt lide”, siger han.

Fladt som en pandekage – måske fladt som en tortillas – så er ringen ligesom sluttet.

Og så kan det da nævnes at kød- og majstortillas hos Tacoboy er 100 procent økologiske.

Og for at være sikre på, at få de helt autentiske varer i køkkenet, har Tacoboy købt sig ind i engrosfirmaet, der importere ingredienser og færdigvarer som chips øl og sodavand fra Mexico. Dermed er de blevet agents i Skandinavien.

Man kan købe mexicansk take away på Frejasvej i Spentrup og på havnen i Randers. Det er køkkenet i Spentrup, der leverer til restauranten i Randers, og det vil også være køkkenet i Spentrup, der skal levere til de andre restauranter, når der åbner flere rundt om i landet.

Man kan læse mere om tacoboy på tacoboy.dk.