Et nyt projekt gør det muligt at give landsbyer friere rammer til at løse deres udfordringer og udvikle byen.

AF CECILIE BISGAARD

Politikerne i Landdistriktsudvalget skulle på deres seneste møde beslutte, hvilke af fire ansøgere til forsøgsordningen Frilandsbyer de ville støtte. De valgte dem alle fire.

Det betyder, at Langkastrup, Udbyhøj, Mellerup og Ålum nu kan blive udvalgt som frilandsbyer, men da 35 andre byer på landsplan har søgt om det samme, vides det ikke, om en eller flere af dem bliver endeligt udvalgt. Kun ti landsbyer eller øer vil blive udvalgt til det endelige projekt.

Projektet går ud på at sætte landsbyerne ”fri fra den lovgivning, som spænder ben, så de kan realisere deres projekter, og forhåbentligt forløse deres potentiale indenfor for eksempel bosætning eller turisme,” skriver forvaltningen i deres indstilling til udvalget.

Landsbyer får støtte

Deltagerne i projektet får altså friere rammer til nytænke løsninger og skabe positiv forandring, så ”snævre reglementer og lovgivningsmæssige rammer” ikke kommer til at bremse landsbyernes ildsjæle og deres gode idéer.

Hvis en af de fire landsbyer i Randers Kommune bliver udvalgt til det endelige projekt, så er der tre krav til kommunen. De skal understøtte landsbyen med indsatser, der kan styrke lokalsamfundet. Det kan være inden for kulturliv eller fritidsaktiviteter.

Kommunen skal også nedsætte et lokalråd. Hvis der allerede er sådan et i byen, skal de i højere grad arbejde sammen med det råd. Og så skal kommunen sætte penge af til landsbyens borgere, der skal finde ud af, hvordan midlerne bedst kan bruges til at styrke lokalområdet.

Udover de tre krav, skriver forvaltningen, at Landdistrikternes Fællesråd har vurderet, at landsbyerne også vil få brug for kommunens hjælp til ”at afklare, hvilke benspænd landsbyen ønsker at blive frisat fra,” og ”at konkretisere og henvise til lovparagraffer, bekendtgørelser og afgørelser”.

Men alt det bliver som sagt først aktuelt, hvis en af de fire landsbyer bliver endelig udvalgt til projektet.